Et nemt trick til hurtigt at følge op på e-mails

Når du sender en e-mail, kan det nogle gange være nødvendigt at holde øje med, om modtageren svarer.

En både nem og hurtig måde at gøre det på er at sætte dig selv på i CC (eller BCC).

På den måde modtager du selv en kopi af mailen, når du sender den. Det gør det nemt at finde mailen og følge op på ting, der ikke er blevet gjort, eller hvor du ikke har fået svar. Du kan blot trykke videresend eller besvar og sende en ny mail til modtageren, hvor du fx spørger: “Er det her blevet gjort?” eller “Har du haft tid til at se på nedenstående mail?”

Et par kommentarer om mapper

Hvis du anvender den her teknik ofte, kan det måske være en god idé at oprette en mappe til mails, du skal følge op på, som du så kigger igennem med jævne mellemrum.

Men personligt anvender jeg i forvejen et system, hvor jeg har en mappe for hver ugedag. Når jeg modtager en mail, som jeg ikke behøver kigge på lige nu, lægger jeg den simpelthen over i en af disse mapper – afhængig af, hvornår jeg regner med at se på mailen. Det system virker godt både til at håndtere mails, jeg modtager fra andre, og til denne type opfølgningsmails. Fordelen er, at jeg får de pågældende mails væk fra min indbakke. I løbet af hver dag sørger jeg så blot for at kigge folderen for den pågældende ugedag igennem og få ryddet op i den (dvs. at besvare eller følge op på alle de mails, der ligger i den – og om nødvendigt at udskyde nogle af dem til en senere dag).

NB: Hvis tricket ikke virker, så prøv at se, om mailen er havnet i din Spam-folder eller en Junk-folder. Det sker nogle gange, når du modtager mails, hvor du selv står som afsender.