De seneste måneder har jeg øvet mig på at sove. Det lyder måske pudsigt, at det er noget, man er nødt til at øve sig på. Men lad mig forklare dig, hvordan det hænger sammen…
Gennem længere tid havde jeg observeret, at jeg havde tendens til:

- at jeg tit var uoplagt og umotiveret
- at jeg udskød beslutninger og opgaver
- at jeg ofte var små-irritabel
- at jeg lavede overspringshandlinger
- at jeg drak for meget kaffe og spiste for meget sukker
- at jeg lukkede mig inde i mig selv og var mindre social og omgængelig end normalt
For at gøre en lang historie kort: Det gik dengang op for mig, at en stor del af alle disse symptomer og mønstre simpelthen skyldtes, at jeg gik for sent i seng og ikke fik nok søvn.
At få tilstrækkeligt med søvn viser sig nemlig at være altafgørende for min motivation og handlekraft og beslutsomhed. Og mit humør og glæde.
Siden da har jeg målrettet forsøgt at få nok søvn. Hver dag. Hver uge.
Nogle gange lykkes det bedre end andre. Men jeg har set en markant forbedring i forhold til alle ovenstående områder.
Får du nok søvn?
Uanset om du genkender ovenstående symptomer fra dig selv, så er det store spørgsmål: Får du nok søvn?
De fleste har brug for 7-8 timers søvn for at være veludhvilede. Men mange sover meget mindre.
Hvis ikke du får nok søvn, så prøv at overveje:
- Hvor meget dejligere ville du have det, hvis du prioriterede din søvn højere? Og hvor meget mere ville du kunne udrette?
- Hvilke konsekvenser har det for dig selv, dit energiniveau, dit arbejde og dine forhold til andre mennesker, at du ikke får nok søvn?
Måske det er på tide, at du også øver dig på at sove mere? Det er et forsøg værd. Det ved jeg af egen erfaring.
God fornøjelse!