Fredagssjov: 5 tip til at distrahere dig selv

Fredagssjov - 5 tip til at distrahere dig selv

I disse fortravlede tider, hvor vi har computere, smartphones, åbne kontorlandskaber og sociale netværk, har de fleste mennesker ret nemt ved at distrahere sig selv.

Men du kan med garanti godt blive bedre til at distrahere dig selv, hvis du gør dig lidt umage.

Har du svært ved at se, hvor du skal starte? Fortvivl ikke. Nedenfor har jeg samlet mine 5 bedste tip til hurtigst og mest effektivt at blive endnu bedre til at distrahere dig selv. Ganske gratis. Til fri afbenyttelse.

Tip #1: Slå så mange notifikationer til som overhovedet muligt

Den hurtigste genvej til flere distraktioner er at slå så mange notifikationer til som overhovedet muligt.

Hver gang du installerer en ny app på din telefon, skal du acceptere, at den sender dig push-beskeder og viser notifikationer. Du kan med fordel også gennemgå listen over allerede installerede apps og sørge for, at de kan sende dig push-beskeder og at notifikationer vises som beskeder på skærmen, som du aktivt skal klikke væk.

På din computer skal du sørge for at den afspiller en lyd, viser et mail-ikon og viser en popup-besked, hver gang du får en mail. Sørg også for at have faner med alle dine sociale netværk åbne i din browser og jævnligt at tjekke, om der er kommet nye notifikationer. Desuden skal du sørge for at Skype, Lync, m.m. er konfigureret, så du får så mange lyde og popup-beskeder, som muligt.

Bonus-tip: Sørg for at din telefon er sat op til at hente mails og at de bliver ”pushet” til din telefon. På den måde er du sikker på at blive distraheret hver eneste gang, du modtager en e-mail.

Tip #2: Sørg for at din telefon ikke står på lydløs

Hvis din telefon står på lydløs, så bliver du kun forstyrret, når du husker at kigge på din telefon. Men du får ikke fuld glæde af at have slået så mange notifikationer som muligt til. Det kan du gøre bedre!

Sørg derfor for, at din telefon aldrig står på lydløs. Du må også være omhyggelig med ikke at aktivere flytilstand eller ”forstyr ikke” – disse funktioner er håbløse, hvis du gerne vil have mulighed for at blive forstyrret så ofte som muligt.

Bonus-tip: Sørg for at skrue lydstyrken højt op, så du ikke går glip af den forstyrrelse, som de forskellige notifikationer giver dig. Desuden kan du med fordel tjekke telefonen mindst hvert andet minut, bare for at sikre dig, at du ikke har overhørt et pling eller en besked og for liiiiige at tjekke, at den ikke ved et uheld er blevet sat over på lydløs.

Tip #3: Skift konstant mellem forskellige opgaver

Jo flere opgaver, du har i gang samtidig, jo nemmere bliver det for dig at distrahere dig selv. Især hvis du sørger for konstant at skifte mellem dem, uden rigtig at få lavet noget på nogle af dem. Det kan godt kræve lidt tilvænning, men med øvelse og en solid indsats, kan du blive en ninja til at starte på opgaver uden at afslutte dem og uden at gøre fremskridt på dem.

Og her taler jeg ikke bare om almindelig multitasking, hvor du er i stand til at have mange bolde i luften samtidig. Nej, hvis du virkelig vil undgå at få lavet noget, så skal du sørge for at afbryde dig selv hver eneste gang, du lige akkurat er startet på noget. Du kan altid vende tilbage til opgaven senere, men du må endelig sørge for aldrig at bruge mere end nogle få minutter før du skifter til næste opgave – ellers kan du risikere at blive så optaget af opgaven, at du ender med at blive helt opslugt af den og få taget et godt ryk på den. Det må du endelig undgå for enhver pris!

Hvis du alligevel oplever, at du lidt for tit får afsluttet nogle af de mange opgaver, du starter på, så sørg for at bruge mere tid på dine forskellige sociale netværk og at tjekke diverse blogs og nyhedssites mindst hvert 5. minut.

Tip #4: Meld dig til flere nyhedsbreve

Jo flere nyhedsbreve, du melder dig til, jo flere muligheder får du for at distrahere dig selv. Især hvis du sørger for at de lander direkte i din indbakke. Du må endelig ikke oprette regler eller filtre, der flytter dem ned i en undermappe, hvor du ikke ser dem med det samme.

Når du er på udkig efter nye distraktioner, så vil jeg anbefale dig at kigge efter nyhedsbreve, der indeholder:

  1. Meget lange artikler, som du kan kaste dig over straks du modtager nyhedsbrevet.
  2. Mange links til andre blogs, artikler eller videoer. De åbner nemlig en verden af nye distraktioner, du kan kaste dig over.
  3. Tilbud fra webshops. Især hvis de er interessante nok til, at du gerne vil klikke på deres tilbud og læse mere om dem og overveje at købe dem, men uden rent faktisk at handle på dem. På den måde spilder du effektivt din tid, uden at det koster dig penge.

Tip #5: Lad alle mails ligge i indbakken

Jo flere mails, du har i indbakken, jo bedre mulighed har du for at lade dig distrahere. Det giver dig nemlig mulighed for klikke rundt på må og få for at blive mindet om, hvad der ligger af opgaver.

Denne teknik er særlig effektiv, hvis du samtidig bruger indbakken som dit arkiv. Du skal simpelthen undlade at slette mails eller arkivere dem, når du har ekspederet dem. Det er en af de hurtigste genveje, du kan tage, hvis du gerne vil distrahere dig selv mere. Men det kræver, at du omhyggeligt sørger for ikke at slette eller arkivere mails, når du er færdig med dem.

Bonus-tip: Hvis du ikke modtager tilstrækkeligt mange mails til at få en uoverskuelig indbakke, så gå tilbage til tip #4 og tilmeld dig flere nyhedsbreve.

Tip #6: Vær aktiv på de sociale medier hele dagen

Sørg for at poste så mange ting, som du overhovedet kan i løbet af dagen og at ”like” og kommentere flittigt på andres indlæg. Ikke alene tager det tid væk fra dine vigtigere opgaver, men det har samtidig den fordel, at du jo mere du deler og kommenterer på dine sociale netværk, jo flere notifikationer og kommentarer vil du som udgangspunkt få – det giver en skøn, selvforstærkende effekt, hvor du (når du er inde i en heldig stime) vil blive bombarderet med ting, der kan distrahere dig.


God fornøjelse!
 Og hvis du har flere tip til, hvordan du kan distrahere dig selv, så skriv dem endelig  i kommentarerne nedenfor.


PS: Har du en ven eller en kollega, som også kunne have gavn af at blive bedre til at distrahere sig selv? Så del endelig dette indlæg med dem!

PPS: Jeg er udmærket klar over, at overskriften siger ”5 tip”, men at indlægget indeholder 6 tip. Det giver dig nemlig en kærkommen anledning til at kommentere på det eller at hænge mig ud over for venner og bekendte – og det er også en glimrende strategi til at distrahere dig selv, som jeg ikke ville snyde dig for.