Er du gået i stå med en uoverkommelig eller uoverskuelig opgave?

Hvis du er gået i stå med en opgave, så skyldes det meget ofte, at opgaven er uoverkommelig eller at den er uoverskuelig.

Det samme gælder, hvis du kredser om en opgave og ikke kan komme i gang med den.

Heldigvis findes der en meget effektiv strategi til at komme ud af starthullerne:

  • Bryd opgaven ned i mindre bidder.
  • Vær konkret, specifik og handlingsorienteret: Hvad er det helt konkret du skal gøre som det allerførste? Hvad skal du gøre som det næste? Osv.

Tip #1: Bryd opgaven ned i bittesmå bidder indtil du er i gang
Hvis du stadig ikke kan komme i gang med opgaven, så prøv at bryde den ned i endnu mindre bidder. Måske du skal starte med at oprette et tomt dokument i Word. Og at du derefter skal skrive en overskrift. Og datoen. Og at du derefter skal gemme det. Gør bidderne så små, at du VED at du kan udføre dem. Når først du er i gang, så bliver det nemmere at tage fat på de lidt sværere bidder.

Tip #2: Forsøg at afdramatisere omfanget af opgaven
Desuden er det en god idé at starte med en mindre forpligtende version af opgaven:

  • I stedet for at tænke på, at du skal skrive en hel rapport, der skal bedømmes af en række indflydelsesrige personer, så start med at lave en hurtig brainstorm over emner eller måske over strukturen af pointerne.
  • Fortsæt derefter med at lave en foreløbig disposition.
  • Næste skridt kan være at begynde at skrive et par små afsnit som en hurtig kladde.

Bemærk, hvordan jeg ovenfor bruger ordene hurtig, foreløbig, og små. Hvis du bruger disse ord til at beskrive de indledende delopgaver, så virker de mindre skræmmende. Det samme er tilfældet med ordene brainstorm, en disposition, et udkast, en kladde.

Dermed gør du det tydeligt for dig selv, at det ikke behøver være perfekt. I hvert fald ikke til at starte med. Du kan altid udbygge og gennemarbejde materialet senere. Men til at starte med, handler det udelukkende om at komme i gang. Om at få et-eller-andet ned på papir, som du kan arbejde videre på.

Tip #3: Du behøver ikke splitte HELE opgaven op i små bidder fra starten af
Hvis du er meget detaljeorienteret eller perfektionistisk, kan det være fristende at bruge en masse tid på at splitte alle dele af opgaven op i mindre bidder. Selv de dele af opgaven, der ligger flere dage eller uger ude i fremtiden.

Men det vil jeg gerne advare mod. Hvis du gør det, kan det nemt komme til at fungere som en overspringshandling.

Fokusér i stedet på at bryde de allerførste dele af opgaven ned i mindre bidder. Dvs. de dele af opgaven, du skal lave i dag. Eller måske endda kun dem, du skal lave den næste time.

Dermed undgår du at bruge for meget tid på at splitte opgaven i mindre dele og kan hurtigere komme i gang med selve opgaven. Og det er jo hele formålet med øvelsen.

Og nu er det bare at gå i gang…
Der findes masser af andre værktøjer til at komme i gang med svære opgaver. Men som udgangspunkt er teknikken med at dele svære/uoverskuelige/uoverkommelige opgaver op i mindre bidder en af de mest effektive, jeg kender til. Og så har det den fordel, at det er super simpelt.

God fornøjelse! Og god arbejdslyst!